Sådan kom “verdens største hvidvasksag” for en dag

18.11.2021

Danske Banks hvidvasksag fortsætter nu på fjerde år med at trække overskrifter. Banken efterforskes i flere lande og er genstand for enorme erstatningskrav fra aktionærer.

Journalist Michael Lund, Berlingske - Foto: Scanpix

Journalist Michael Lund, Berlingske – Foto: Scanpix

Men hvordan kom sagen frem i lyset? Hør en af journalisterne bag afsløringerne – Michael Lund fra Berlingske – fortælle om arbejdet med at gennemtrawle tusindvis af siders kontoudtog og analysere de mistænkelige selskaber fra Danske Banks betændte portefølje i Estland. Et arbejde, der sendte journalisterne forbi intetanende stråmænd, tomme kontorhoteller, lyssky mellemmænd – og på sporet af de organiserede kriminelle bag pengestrømmene.

Webinaret vil have fokus på de tekniske ting omkring hvidvasksagen, f.eks. hvordan man analyserer data og selskaber m.m. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Michael Lund:
Michael Lund er undersøgende journalist ved Berlingskes Gravegruppe (tidl. DR og Politiken) og har siden 2017 sammen med kollegerne Eva Jung og Simon Bendtsen afdækket Danske Banks hvidvasksag. De tre har udgivet bogen “Beskidte milliarder – da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” om sagen.

Arkiver