Hvordan arbejder man som fotojournalist helt tæt på nogle af verdens farligste miljøer – og hvad koster det menneskeligt?

Mads Nissen | Foto: Mads Nissen og Morten Rode
Kom til morgenmøde med Årets Pressefotograf 2025, Mads Nissen, der netop er aktuel med sin nye foto-reportagebog SANGRE BLANCA – den hidtil mest omfattende fotojournalistiske undersøgelse af kokainindustrien.
Her tager Mads os med ind i sit hidtil mest omfattende projekt og viser billeder fra en verden, de færreste får adgang til.
“Krigen mod narko har raseret i over 50 år. Jeg ville undersøge, om den virker – og i så fald for hvem?”
— Mads Nissen
Med udgangspunkt i arbejdet bag bogen giver Mads Nissen et personligt indblik i processen: adgang til lukkede miljøer, sikkerhed, etik – og den drivkraft, der har båret projektet.
SANGRE BLANCA er en fotojournalistisk undersøgelse af kokainens globale rejse – fra produktion i Latinamerika til forbrug i europæiske storbyer. For nogle er det et feststof. For andre er det en virkelighed præget af vold, korruption og tab.
Projektet har tidligere været publiceret i blandt andet Politiken og internationale medier; modtaget en lang række priser og delelementer fra bogprojektet har været nomineret til Cavlingprisen – men præsenteres nu for første gang i sin fulde form.
Mads Nissen tager kollegaerne med på den farlige rejse og åbner for spørgsmål fra salen.
Om Mads:
Mads Nissen (1979) er fotojournalist på Politiken og har vundet hovedpriserne i World Press Photo tre gange. Han har modtaget mere end 100 danske og internationale priser, herunder titlerne ’International Photographer of the Year’ (POY) og Årets Pressefotograf fem gange.
Tid og sted:
Cinemateket tirsdag den 2. juni 2026 fra kl. 8 – 9.
Der serveres let morgenforplejning fra kl. 7:30 (valgfrit).
Arrangementet er for medlemmer af Kreds 1. Det er gratis. Dog betales no-show-fee på kr. 200 ved afbud efter den 28. maj 2026.