Dokumentarserien: “Skolens tabte børn“ og samtale med Jens Langhorn

1.10.2025

For flere og flere børn tager mødet med skolen en helt uventet drejning. De bliver tabt i skolesystemet og ender i lang tids ufrivilligt skolefravær. Undersøgende journalist Jens Langhorn og hans kone Louise har selv tre børn, hvor to af dem er blevet en del af statistikken. Midt i deres livs krise samler de en gruppe familier, som står i samme situation. Sammen vil de hjælpe hinanden og åbne op for de store konsekvenser, det har på hele familien, når et barn ender i alvorlig mistrivsel.

Dokumentarserien Skolens tabte børn, som er ude på DR, skildrer, hvad der sker med de børn og familier, der rammes af langvarigt, ufrivilligt skolefravær. Serien fungerer samtidig som et konstruktivt indspark i debatten om, hvordan vi som samfund kan sikre, at alle børn møder skolen med tryghed og mulighed for at deltage.

Skolens tabte børn | Foto: @jenslanghorn

Skolens tabte børn | Foto: @jenslanghorn

Kreds 1 møder Jens Langhorn til en samtale om arbejdet med serien – og om, hvordan det har været at træde ud af rollen som undersøgende journalist og ind i et projekt, der først og fremmest er båret af hans rolle som far. Vi taler om processen, hvor han ikke længere kunne arbejde bag armslængdeprincipper og måtte anlægge en mindre kritisk tilgang end nogensinde før i sit virke som journalist. Til gengæld er det måske netop også en af de produktioner, der har skabt størst debat – og efterladt et tydeligt, konstruktivt aftryk og budskab.

Om Jens Langhorn:
Jens Langhorn har gennem de seneste 18 år arbejdet som undersøgende journalist. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet og har i flere år været en del af redaktionen bag programmer til TV 2 – bl.a. forbrugerprogrammet Basta, Operation X og Velfærd til salg. Senere har han stået bag eller været vært for en række programmer, såsom Whistleblower på TV 2 og Afsløret på DR.

Tid og sted:
Mandag den 13. oktober 2025, kl. 16:20 – 18:30 i Vester Vov Vov i København.

Onlinetilmelding her.

Arrangementet er for medlemmer af Kreds 1. Det er gratis. Dog betales no-show-fee på kr. 200 ved afbud efter den 9. oktober 2025.

“Skolens tabte børn” er produceret af Monday Production i samarbejde med DR. I alt 5 afsnit 28 min som lige nu kan ses på dr.dk.

Arkiver