Tre nominerede til Kristian Dahls Mindelegat er fundet

25.02.2022

Priskomiteen nominerer i år Nanna Muus Steffensen, Anne Kirstine Hermann og makkerparret Mikkel Vuorela og Johanne Tuxen.

Redaktør Kristian Dahl / Tegning: Aksel Andreasen

Redaktør Kristian Dahl / Tegning: Aksel Andreasen

”Det er meget tydeligt i årets indstillinger, at der bliver skabt god journalistik under meget forskellige vilkår. Vi har glædet os over at læse vigtige bidrag både fra magasinpressen, lokalpressen, freelancere, bogudgivelser og de mere traditionelle nyhedsmedier. To ud af de tre bidrag, vi har valgt at nominere i år, er journalister, som arbejde uden et medie i ryggen, og ikke desto mindre har formået at skabe fremragende journalistik”, siger formand for Kristian Dahls Mindelegat Pernille Aisinger.

Der har i år været 14 indstillinger, og priskomiteen har valgt at nominere disse tre:

Nanna Muus Steffensen
For utrætteligt at fortælle danskerne om situationen i Afghanistan, også når alle andre forlader landet. Det er journalistik, der bliver til på trods. Og selv om hun rapporterer fra et usikkert område, skal leve med at strømmen og internettet er noget, der kommer og går, og hun må overtale medier hjemme til at tage imod stof om Afghanistan, er det ikke hendes egen historie, hun fortæller, men historien om afghanernes liv og om de danske soldaters oplevelser. Og hun gør det forbilledligt.

Anne Kirstine Hermann
For i bogen ’Imperiets børn’ at fortælle en del af Danmarkshistorien, som er blevet gemt væk: Den danske kolonihistorie på Grønland. Her er tale om en journalist, der virkelig kender sit stofområde, og som har taget udgangspunkt i en undren over, at man sendte grønlandske børn til Danmark. Derfra har hun trevlet historierne op til et niveau, hvor hun kan, tør og evner at sige autoriteterne lodret imod, når de forsøger at nedtone de mørke sider af Danmarkshistorien.

Mikkel Vuorela og Johanne Pontoppidan Tuxen
For med bogen Naturvidenskaben Genfortalt og de tilhørende podcasts at påtage sig den fantastiske opgave at forklare hele naturvidenskaben historie og sammenhæng i en overskuelig form, så også læsere uden forkundskaber kan forstå og blive klogere. Med humor, anekdoter og eksemplariske billeder formår de at gøre alt fra universets tilblivelse til nanoteknologi håndgribeligt og gennem naturvidenskaben give forståelse af de globale udfordringer, vi står midt i.

Om en uge vil komiteen fortælle, hvem den endelige vinder af Kristian Dahls Mindelegat 2021 bliver.

Prisen gives ifølge fundatsen til en ”en yngre journalist, som med lødig journalistik har skabt øget interesse for sit stofområde”. Det er samtidig et krav, at man er medlem af den københavnske Kreds 1. Med prisen følger et legat på 15.000 kr.

Du kan se de 14 indstillede her.

Udvalget, der uddeler Kr. Dahls Mindelegat, består af:
Formand: Pernille Aisinger, Fagbladet Folkeskolen
Ronja Pilgaard, Berlingske
Miriam Dalsgaard, Politiken
Anders-Peter Mathiasen, Haddock Press
Miriam Zesler, TV2 News

Har du spørgsmål til legatet, er du velkommen til at kontakte formanden for Kristian Dahl-udvalget, Pernille Aisinger, Fagbladet Folkeskolen på 21426811 eller udvalgets sekretær Mette Eeg på 33 42 80 00.

Arkiver