Lær den kunstige grafiker at kende

28.09.2022

– mød dine nye venner: Midjourney, DallE og Dreamstudio.

I løbet af 2022 er kunstig, grafisk intelligens blevet tilgængelig for alle. Illustrationer og grafik, som tidligere var svært at skabe, er nu pludselig kun en velskrevet sætning væk. Med det rette tekst-input kan de AI-grafiske-modeller skabe en professionel færdig illustration i løbet af få minutter.

Interessen for at lære de nye værktøjer at kende er naturligvis stor fra både grafikere og illustratorer, men også journalister og redaktører har en stor fordel i at vide, hvad man kan med hjælp fra de forskellige AI’er.

Derfor indbyder Kreds 1 til en aften med grafiker Gert K. Nielsen, hvor du kan få stillet din nysgerrighed, hvis du ikke selv har prøvet at arbejde med grafisk AI. Og har du allerede stiftet bekendtskab med det, får du chancen for at se og høre, hvor AI er på vej hen. Vi kommer alle sammen til at tale om de muligheder og udfordringer, som AI giver os.
Programmet består af helt konkret afprøvning af programmerne krydret med visuelle oplæg og samtale om de værktøjer, der kommer til at betyde en helt ny måde at arbejde på. Alle, der er i kontakt med visuelt arbejde i løbet af en arbejdsdag, vil få noget ud af at være med.

Specialist i infografik og visuel kommunikation Gert K. Nielsen / Foto: Emotion

Specialist i infografik og visuel kommunikation Gert K. Nielsen / Foto: Emotion

Profil:
Gert K. Nielsen er uddannet fra Den Grafiske Højskole. Han har arbejdet på flere aviser som grafikredaktør, visuel journalist og webredaktør. Han har haft sit eget firma med speciale i infografik og visuel kommunikation gennem mange år, og i dag er han er ansat på Københavns Universitet.
Gert har stor erfaring med at holde oplæg og undervise og et dybt kendskab til de grafiske AI’er og teknikken og videnskaben bag udviklingen.

Tid og Sted:
Torsdag den 17. november i Cinemateket, kl. 17-19.

Kreds 1 byder på en sandwich og lidt at drikke i forbindelse med arrangementet.

Deltagelse i arrangementet er gratis. Dog betales no-show-fee på kr. 100 ved afbud efter den 14. november. Derfor skal du oplyse kontooplysninger ved tilmelding.

Onlinetilmelding her.

Arkiver