Kredskino: The Killing of a Journalist

8.11.2022

Synopsis:
Da en ung undersøgende journalist og hans forlovede bliver brutalt myrdet i deres hjem i Slovakiet, sætter hændelsen gang i de største protester i landet, siden kommunismens fald. Historien tager en uventet drejning, da kolleger til den dræbte journalist modtager en sagsmappe fra en hemmelig kilde. Sagsmappen indeholder computere og mobiltelefoner med krypteret kommunikation tilhørende lejemordernes formodede overhoved: En kontroversiel forretningsmand, der er tæt knyttet til landets regeringsparti.

Da journalisterne får dekrypteret beskederne, går det op for dem, at oligarker har korrumperet de øverste lag af både politi, retsvæsen og det politiske system. Landet er i mafiaens hænder, og et opgør truer i horisonten.

Se filmtrailer her.

Efter filmen får Kreds 1 besøg af filmens producer Signe Byrge Sørensen og vi har journalist og instruktør, Matt Sarnecki med på link fra Rumænien. De vil fortælle mere om arbejdet med filmen og efterforskningen i sagen. Vi kommer bl.a. til at høre om samarbejdet om at komme igennem den store sagsmappe, som kort inden valget i Slovakiet i 2019, blev indleveret fra en kilde hos politiet, grundet dennes bekymring for materialets forsvinden.

The killing of a Journalist turnerer lige nu filmfestivaler verden over og har bl.a. vundet Truth Dox Award, ved DokuFest i Kosovo og Checkpoint som er menneskerettigheds-prisen ved Bergen International Film Festival 2022. Filmen får sin danske premiere til foråret 2023.

Producer Signe Byrge Sørensen

Producer Signe Byrge Sørensen

Signe Byrge Sørensen
Producer Signe Byrge Sørensen er fire gange Oscar®-nomineret for filmene The Act of Killing (nomineret, bedste dokumentarfilm 2014), The Look of Silence (nomineret, bedste dokumentarfilm 2016) og Flee (nomineret, bedste dokumentarfilm og bedste animerede film 2022). Hun blev nomineret til Producer’s Guild Award for The Look of Silence og Flee, og vandt Cinema Eye Awards for alle tre film.
Signe Byrge Sørensen har været filmproducer siden 1998 og stiftede Final Cut for Real Aps i 2009. Hun har en kandidat i International Development Studies og Communication Studies fra Roskilde Universitet i 1998. I 2014 modtog Signe Byrge Sørensen Roos prisen, som gives for en bemærkelsesværdig indsats for dansk dokumentarfilm og samme år Timbuktu-prisen, som gives for kritisk udviklingsjournalistik. Signe er medlem af det Danske Filmakademi, det Europæiske Filmakademi og the Academy of Motion Picture Arts and Sciences.

 

Journalist og instruktør, Matt Sarnecki

Journalist og instruktør, Matt Sarnecki

Matt Sarnecki
Matt Sarnecki er journalist, producer og filminstruktør hos Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP). Han har instrueret flere dokumentarfilm, som er blevet vist over hele verden. Hans dokumentarfilm ”Killing Pavel”, som omhandler mordet på en undersøgende journalist ved navn Pavel Sheremet, vandt Investigative Reporters and Editors Medal i 2017 og DIG Award (Italien) i 2018.
Matt blev født i Chicago, Illinois, og voksede op i Los Angeles, Californien. Da han var 17 år gammel, rejste han til New York City for at gå på Columbia University, hvor han fik en BA i statskundskab og historie. Han tilbragte efterfølgende to år som frivillig i the Peace Corp i Rumænien, før han rejste videre til Prag, Tjekkiet, hvor han havde et Fulbright Teaching Assistantship på Film- og TV-skolen ved Academy of Performing Arts. Han har siden 2013 boet i Bukarest, Rumænien.

Tid og sted:
Mandag den 5. december i Vester Vov Vov, kl. 16.45-19.10.

Arrangementet er for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis. Der betales no-show-fee ved afbud efter tirsdag den 29. november på kr. 100. Derfor skal du oplyse kontooplysninger ved tilmelding.

Onlinetilmelding her.

Kreds 1 byder på en sandwich og en forfriskning i forbindelse med filmvisningen.

Spilletid: 100 min
Sprog: slovakisk og engelsk. Undertekster: engelsk
Produktionsland: Danmark, Tjekkiet 2022
Dansk release: 2023
Final Cut for Real og OCCRP (Organized Crime and Corruption Reporting Project)

Instruktør: Matt Sarnecki
Producer: Signe Byrge Sørensen
Fotograf: Anna Smoronová
Klipper: Janus Billeskov Jansen
Musik: Kristian Eidnes Andersen
Executive Producers: Drew Sullivan & Paul Radu

 

Arkiver