Fotograf på fugleflugt

21.03.2018

Fotograf Rasmus Degnbol / Foto: Marie Ravn

Fotograf Rasmus Degnbol / Foto: Marie Ravn

De næste tre måneder er den 34-årige, selvlærte fotograf, Rasmus Degnbol, Christiansborgs huskunster. Her skal han afsætte et visuelt aftryk på en ellers tung fakta og tekstbaseret verden, som måske kan medvirke til at nuancere de politiske beslutninger. En opgave som netop er Rasmus særkende og passion som fotograf; at rykke grænser og skubbe til måske stagnerede opfattelser af ’virkeligheden.’

Hans seneste store projekt: ’Europes New Borders’ viser, hvordan grænser reelt ser ud set fra fuglenes perspektiv og fik rosende ord fra Kathy Ryan, Director of Photography for The New York Times Magazine: “… His epic bird’s eye views, created with drones, reinforce the magnitude of the humanitarian crisis facing Europe as multitudes of refugees arrive at its borders after perilous journeys. These elegant images are haunting and iconic.”

’Europes New Borders’ illustrerer også, hvordan Rasmus som en af de ganske få fotografer herhjemme prioriterer tre til fire måneder om året på sine egne fotografiske projekter og lader kunder være kunder. Rasmus Degnbol har udtalt til Journalisten:

”Der er meget få freelancefotografer herhjemme i dag, der kan leve af udelukkende at lave pressefotografi. Derfor handler det også om at blive bedre til at kigge lidt ud i hjørnerne af faget og forstå, hvor lige præcis mit fotografi kan passe ind. Det kræver forretningsforståelse, og det skal fremtidens fotografer helt klart have mere af. Mange dygtige fotografer er elendige forretningsfolk.”

Kom og lad dig inspirere af Rasmus Degnbols skæve blik og sans for mulighederne i et fag under stor udvikling.

Tid & sted:
Torsdag den 31. maj, kl. 17-19 i Cinemateket.

Onlinetilmelding.

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen, som er den 23. maj, eller ved udeblivelse. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.

 

Arkiver