En film af den Oscar-nominerede instruktør Mathew Heineman (‘Cartel Land’).
Vinder af Publikumsprisen på CPH:DOX 2017.
Syriens civile journalister bruger reportagen som våben i mediekampen mod ISIS i Raqqa, men betaler den højeste pris for deres mod.
Ingen af de modige, syriske journalister i ‘City of Ghosts’ havde regnet med at bruge (og satse) deres liv som journalister. Men da ISIS rykkede ind i Raqqa i kølvandet på det arabiske forår, havde de ikke andet valg end at dokumentere ISIS’ horrible overgreb mod befolkningen i en mediekrig på Facebook, Twitter og via krypterede videoklip fra fronten af det hærgede land. Under parolen ‘Raqqa is Being Slaughtered Silently’ – og under konstante dødstrusler, som flere gange bliver opfyldt – rapporterer gruppen til en verden, der længe har vendt det blinde øje til borgerkrigen. En heroisk indsats, der betyder at kernen i gruppen er nødt til at flygte til Tyrkiet og Tyskland, hvorfra de fortsætter med at indsamle nyheder fra det stadig mere voldelige Raqqa.
Men Europa er ikke det helle, som de havde håbet. Nyfascistiske bevægelser i Tyskland, mord på åben gade i Tyrkiet og fortsatte trusler fra ISIS-sympatisører betyder, at gruppen må leve i skjul. Men samtidig begynder verden at lytte til deres reportager. ‘City of Ghosts’ er en overvældende stærk film om journalistisk aktivisme, når den virkelig batter, dokumenteret i aktion af Matthew Heineman.
Tid og sted:
Filmen vises i Vester Vov Vov mandag den 21. august, kl. 16.50-19.00.
Efter visningen er der debat med Claus Borg Reinholdt / TV2 Udland og Nagieb Khaja / international journalist, forfatter m.m.
Claus Borg Reinholdt:
Journalist på TV 2 Udland. Han har rejst i konfliktområder i mange år herunder Syrien i det regimekontrollerede område. Bl.a. var han som den eneste vestlige tv-station med til at åbne et korrespondentkontor i Damaskus og har reporteret med
Rasmus Tandtholdt i flere år.
Nagieb Khaja:
Nagieb er international journalist, forfatter og dokumentarinstruktør. Hans fokusområder har de seneste 10 år været konflikterne i Syrien og Afghanistan, og han er blandt andet kendt for at være en af ganske få journalister på verdensplan, der har fået adgang til ledende personer i jihadistiske grupper som Al-Qaeda og Taliban.
Bemærk:
Arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men bemærk, at der er no-show-fee. Det vil sige, at du skal afgive kontooplysninger ved tilmelding. Ved udeblivelse eller afmelding efter mandag den 14. august opkræves et no-show fee på 100 kr.
Du skal modtage en bekræftelse via mail på din tilmelding.