Hvordan får en folkekirke over 100.000 visninger på Instagram – og hvorfor bruger en præst overhovedet tid på sociale medier?
Hornbæk Kirke er blevet kendt for sine videoer på sociale medier, som med humor, selvironi og små hverdagshistorier er nået bredt ud. Men bag de sjove opslag ligger en bevidst strategi og et ønske om, at gøre kirken nærværende i menneskers hverdag, så de, der aldrig ville sætte deres ben i kirken, i stedet har den med i lommen.

Sognepræst Lizette Harritsø Lauritzen | Foto: Sille Arendt
I dette oplæg fortæller sognepræst Lizette Harritsø Lauritzen om tankerne bag kirkens arbejde på Instagram. Hvor kommer idéerne fra? Hvordan finder man en tone, der både er personlig og troværdig? Hvad kræver det at producere indhold ved siden af alle de andre opgaver i et præsteembede? Og er det overhovedet arbejdet værd?
Det bliver et oplæg om kreativitet, kommunikation og modet til at prøve noget nyt – også når man arbejder i en 2.000 år gammel institution.
Tid og sted:
Torsdag den 8. oktober 2026, kl. 17:00 – 19:00 i Cinemateket.
Arrangementet er gratis og for medlemmer af Kreds 1. Der betales no-show-fee på kr. 200 ved afbud efter den 5. oktober 2026.