Kredskino: Scener fra et militærdiktatur

10.08.2019

”Scener fra et militærdiktatur” følger magtkampen og demokratiseringsprocessen i Burma i perioden 2010 og frem til i dag og fortæller historien om et spirende demokratisk mirakel, der for nuværende er endt i noget der minder om en tragedie. Det er en fortælling om demokrati og en skrøbelig stat, om Vestens rolle i verden og allermest om personligheder og mentalitet blandt magtens top.

Fremfor en traditionel journalistisk dækning af begivenheder i Asien tilbyder filmen, gennem en række samtaler med ledende militærgeneraler og demokratiforkæmper og Nobels fredsprisvinder Aung San Suu Kyi, et indblik i, hvordan de ledende figurer tænker om sig selv, deres land og deres magt. Den giver os en mulighed for at forstå ikke bare brutale regimer og demokratiserings-processer bedre, men også reflektere over det menneskelige væsen og hvordan strukturer og mentalitet påvirker os alle og kan få os til at gå meget langt.

Militærgeneralerne i diktaturet var efter 50 års militærdiktatur isolerede og hårdt sanktionerede og var klar over, at Vesten kun ville acceptere én bestemt valuta hvis sanktionerne skulle løftes:
Demokrati.
Militæret går i gang med at etablere et skindemokrati, men må hurtigt sande at der er en langt værre betingelse for at få den internationale anerkendelse: de skal inkludere deres livslange fjende, Aung San Suu Kyi på den politiske scene.

Det bliver starten på en helt ny magtkamp, hvor Aung San Suu Kyi viser sig at mestre det kyniske magtspil med bravur. Det er dog ikke nok til at omstyrte det magtfulde regime, og på et afgørende tidspunkt indgår hun en farlig pagt med fjenden og accepterer at gå i regering sammen med militæret.

Filmen tager en dramatisk drejning, da militæret gennemfører en massiv etnisk udrensning af det muslimske mindretal, Rohingyaerne. Som statsleder kan hun ikke længere frit kritisere militærets brutale handlinger, men må stå ved deres side som hendes fæller i regeringskontorerne. Hun sættes i sit livs dilemma, da hun presses af det internationale samfund, det folk hun altid har kæmpet for – og sin egen skæbne om at løfte arven fra sin far, der grundlagde Burma og håbet om demokrati. Efter 50 års militærdiktatur er hun som hans datter fortsat landets eneste håb.

Manuskript og instruktør af Karen Stokkendal Poulsen som efter filmen vil fortælle om sin tilgang til materialet og om arbejdet i Burma.

Profil Karen Stokkendal Poulsen:
Er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og master i Screen Documentary fra Goldsmiths College, London. Hun har desuden undervist i international politik på statskundskab og arbejdet i Udenrigsministeriet for en kort stund. Hendes tidligere film er bl.a. Forhandleren/The Agreement samt en DR dokumentar om Villy Søvndal, Vild med Villy. Pt. udvikler hun en fiktions tv serie baseret på hendes dokumentarfilm The Agreement, produceret af et fransk produktionsselskab.

Danmark 2019
Spillelængde 1.37 timer
Producent: Bullit Film v. Vibeke Vogel
Instruktør: Karen Stokkendal Poulsen

Se trailer fra filmen.

Tid og sted:
Tirsdag den 3. september 2019, kl. 16.40-19.00 i biografen Vester Vov Vov, Absalonsgade 5 i København.

Efter filmen serveres der en sandwich en forfriskning.

Onlinetilmelding til ‘Kredskino: Scener fra et militærdiktatur’

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse. Frist for afbud er den 26. august. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.

Foto: Bullit Film

Foto: Bullit Film

Arkiver