Kandidatfeltet er klar, men hvem vinder årets Cavling?
Den bedste mulighed for et kvalificeret bud er det årlige aftenen-før arrangement, hvor FUJ, Foreningen for Undersøgende Journalistik præsenterer de tre nominerede.
Det foregår:
Torsdag den 3. januar kl. 19:00 i Pressen, JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen.
De tre nominerede vil præsentere sig i denne rækkefølge:
Sandra Brovall, Frauke Giebner, Politiken samt Amalie Kønigsfeldt, Cecilie Frydenlund og Peter Vesterlund, TV2/Impact TV for på gribende og nænsom vis at dokumentere systematiske seksuelle overgreb mod filmbørn i nogle af 70’ernes største danske ungdomsfilm.
Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund, Berlingske for en overvældende serie afsløringer af Danske Banks ufattelige milliard-hvidvask, der har kostet bankens ledelse jobbet og nu efterforskes internationalt.
Jesper Tynell, P1 Orientering, DR for stædigt og tålmodigt at have optrevlet, hvordan potentielt afgørende materiale ikke indgik i arbejdet for adskillige kommissioner, blandt andet med den direkte følge, at Tibet-kommissionen måtte genåbnes.
Medlemmer af Kreds 1 har gratis adgang – husk venligst pressekortet af hensyn til sikkerhedskontrollen ved indgangen. Gæster er velkomne mod betaling af 50 kroner i døren – vi tager mobile pay, også i baren! Kreds 1-medlemmer bedes tilmelde sig her.