Workshop 24. marts: Sådan skriver du en bog
FUJ (Foreningen for undersøgende journalistik) afholder i samarbejde med Kreds 1 en workshop med titlen "Sådan skriver du en bog".
Har du en historie, som fortjener at blive en bog? Er du ved at tage tilløb, eller har du allerede taget hul på et journalistisk forfatterskab? Så kom og hør journalist, Anne Sofie Kragh fortælle om sine erfaringer. Der er sat god tid af til spørgsmål og debat, så tag gerne dine ideer eller tanker om skriveprocessen med dig til workshoppen.
Oplægsholder: Journalist og forfatter Anne Sofie Kragh. I 2003 udkom hendes 8 portrætter af indflydelsesrige danskere under titlen »Magten og æren«, og i 2004 udkom den anmelderroste biografi »Fogh - Historien om en statsminister«, der blev til efter interview med hen ved 200 mennesker, der talte venner og familie, samt politiske fjender og allierede såvel som hovedpersonen selv. Anne Sofie Kragh er 37 år og arbejder til dagligt som journalist på magasinet Euroman.
Workshoppen afholdes onsdag den 24. marts fra 17-19 og er gratis for medlemmer af FUJ og Kreds1. Øvrige deltagere betaler 200 kr. Der er plads til 15 personer på workshoppen, og pladserne tildeles efter "først til mølle", så send en mail allerede nu til: infofuj@gmail.com.



