Fem nominerede til Kristian Dahls Mindelegat 2010

    Fem journalister er i dag blevet nomineret til Kristian Dahls Mindelegat 2010. I år har Kristian Dahl-udvalget modtaget 37 forskellige indstillinger. 17 kvinder og 29 mænd er blevet indstillet.

    ”Det har været en fornøjelse at se så mange kvalificerede bud på en modtager til legatet. Der bliver heldigvis lavet rigtig meget virkelig god journalistik i kredsen og udvalget vil gerne takke alle dem, som har sendt indstillinger ind til os,” siger Lykke Wiborg, der er formand for Kristian Dahl-udvalget.

    Udvalget har nomineret følgende journalister:

    Nina Vinther Andersen for bogen ’Vores piller’, hvor hun klarlægger det komplicerede samspil mellem læger, forskere, myndigheder og medicinalindustri. Et samspil der koster menneskeliv, og som koster samfundet enorme og overflødige udgifter.

    Erik Holm, Ingeniøren, for med utrættelig flid, dygtighed og indsigt gennem flere år at dække og afdække interesserne bag århundredets største offentlige investering i Danmark, nemlig det kommende indkøb af nye kampfly.

    Line Holm Nielsen, Berlingske Tidende, for hendes tendens-reportager om fattigdom, vold, finanskriser, boligbobler og systemfejl. Line Holm Nielsen fortæller os, hvem vi er som danskere netop nu og hæver journalistikken langt ud over dens daglige trummerum.

    Simi Jan, TV2 og Politiken, for hendes kompetente og indlevende dækning af Pakistan.  Hun formår at gøre det fjerne og voldsomme nært og vedkommende. Hun får befolkningen i tale på en måde, så det ikke blot bliver korte statements og sound bites med grædekoner og brokkehoveder, men ægte historier om ægte mennesker uden at forfalde til overdramatisering eller sentimentalitet.

    Morten Frich, Berlingske Tidende, for sin artikelserie om bandekrigen. Igennem det seneste halvandet år har han givet den danske offentlighed et enestående indblik i en ellers lukket kriminel underverden. Dækningen kulminerede i efterår 2009, hvor Morten Frich som den første danske journalist kunne afdække bandemiljøet indefra.

    Vinderen udpeges tirsdag den 9. marts og selve legatet uddeles ved et åbent arrangement torsdag den 25. marts kl. 15.00 i Journalistforbundet, Gl. Strand 46, Kbh.

    For yderligere information kontakt Lykke Wiborg, formand for Kristian Dahl-udvalget. Mobil: 4040 9083.

    med venlig hilsen
    Lykke Wiborg
    Formand for Kristian Dahl-udvalget

     

     



    Kristian Dahl

    Tegner: Aksel Andreasen