Journalisttilbud: Bliv bedre til strafferet
Advokatrådet afholder et nyt, gratis kursus for journalister, der har lyst til at få større indsigt i straffesager.
Straffesager fylder meget i medierne og Advokatrådet har en interesse i, at de journalister, der beskæftiger sig med strafferet, har de bedste forudsætninger for at dække sagerne.
På kurset vil en række fremtrædende forsvarsadvokater og en højesteretsdommer holde oplæg og lægge op til diskussion med deltagerne. Vi bestræber os på en meget praktisk tilgang til emnerne, så deltagerne umiddelbart kan anvende indholdet i deres arbejde.
Advokaterne vil komme ind på en række meget prominente nyere retssager: Stein Bagger-sagen, sagen om ”jægerbogen”, bogtyveriet fra Det Kgl. Bibliotek, ”olie-for-mad” skandalen og retsopgøret og Tvind-sagen – for bare at nævne nogle af de sager, som vil blive berørt. Højesteretsdommer Thomas Rørdam ser på Pressenævnets praksis i straffesager og på nævnets nyeste praksis.
Oplægsholderne er: Merethe Stagetorn, Lars Kjeldsen, Thomas Rørdam, Jakob Arrevad, Hanne Rahbæk og Henrik Stagetorn. Advokatrådets formand, Søren Jenstrup, åbner dagens program.
Kurset finder sted
Tirsdag d. 26. januar kl. 10.00 – 14.00
Kronprinsessegade 28
1306 København K
Kurset er åbent for alle journalister, der ønsker at deltage.
Af hensyn til planlægningen lukker vi for tilmeldinger mandag d. 18. januar kl. 12.00.
Tilmelding er bindende og kan ske til undertegnede på rli@advokatsamfundet.dk.
Med venlig hilsen
Rasmus Lindboe
Pressechef
Advokatrådet er øverste organ for alle ca. 5.600 danske advokater og arbejder bl.a. med at øge borgernes retssikkerhed.


