DJ-kredsene arrangerer studie- og efteruddannelsestur til Kaliningrad
I dagene 3.-9. maj 2010 arrangerer DJ-kredsene en studietur til den russiske enklave Kaliningrad ved Østersøen. Afgang med bus og færge mandag aften og hjemkomst søndag, opsamling undervejs fra Nordjylland til København.
Se programmet her.
Programmet lægger hovedvægten på Kaliningrad i dag og udviklingen siden 1991, men der indgår også programpunkter af historisk karakter, ikke mindst minder om Anden Verdenskrig.
Nærmere oplysninger hos turlederne Bo Lehm eller tlf. 4059 5010 og Villy Dall på eller tlf. 2177 8182.
Kaliningrad (Königsberg)
Kaliningrad er hovedbyen i den russiske enklave Kaliningrad ved Østersøkysten klemt inde mellem Litauen og Polen.
1255-1946 hed byen Königsberg og var hovedstad i Østpreussen – først provins i kurfyrstendømmet Brandenburg og senere kongeriget Preussen, det tidligere hertugdømme Preussen og en gammel tysk hansestad – hovedby i det tysksprogede Baltikum. Königsberg var et center for kundskab og fostrede bl.a. personer som matematikeren Christian Goldbach og filosoffen Immanuel Kant. 1736 anvendte matematikeren Leonhard Euler arrangementerne af broer og øer ved Königsberg som udgangspunkt for de syv königsbergske broer – et matematisk problem, der blev grundlaget for topologien.
I slutningen af Anden Verdenskrig blev Königsberg erobret af Den Røde Hær. Tyskerne overgav sig officielt 9. april 1945. Forud var gået et britisk bombardement 1944, hvor den historiske bymidte blev fuldstændig ødelagt, herunder domkirken, slottet, alle kirkerne i den gamle bykerne, det gamle og det ny universitet samt det gamle havnekvarter.
Ved fredsslutningen krævede Stalin at få Königsberg, der 1946 blev omdøbt til Kalingrad efter den daværende præsident for Sovjetunionen, Mikhail Kalinin. De fleste indbyggere var flygtet til Midt- og Vesttyskland, men de der var tilbage – ca. 200.000 – blev brutalt deporteret af Sovjetunionen 1945-49. Mange blev dræbt. Derefter var Kaliningrad hovedsagelig en sovjetrussisk flådebase frem til USSR’s sammenbrud 1991.
Ved skæbnens ironi er enklaven atter et stridens æble i stormagtspolitikken. I 1930'erne ville den tyske rigskansler Adolf Hitler have en landkorridor mellem Königsberg og resten af Tyskland, efter at Østpreussen var blevet adskilt fra resten af landet ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig. I dag er det Rusland, der kræver frie rejsemuligheder mellem Kaliningrad og Rusland gennem EU-landene Litauen og Polen, der er en del af Schengen-samarbejdet.
Siden 1991 er en del kulturminder – for tyske midler – blevet genopbygget, bl.a. Königsberger Dom.


