Fyraftensmøde om politisk journalistik (afholdt)

     

    OBS. Arrangementet er fuldt booket - kun mulighed for optagelse på venteliste!

    De har lavet stand ups på dansk fjernsyn flere gange end Frank Aaen har stillet paragraf 20-spørgsmål. De har slidt utallige skosåler op, når de har vadet Christiansborgs gange tynde i jagten på kommentarer fra Schlüter, Nyrup-Rasmussen og Fogh. Og vi kan slet ikke garantere, at de ikke vil drømme sig tilbage til de gode, gamle dage med Tamilsager og kandestøberier i Snapstinget.

    Det bliver din opgave at udfordre Kaare R. Skou (TV2) og Henning Olsson (DR), når Kreds 1 sætter den politiske journalistik anno 2008 til debat på Toga Vinstue. Hvordan er vilkårene for politiske journalister i dag i forhold til tidligere? Hvad betyder hæren af pressefolk og spindoktorer for journalisterne? Er det godt eller skidt med en hyppig udskiftning af journalister på borgen? Og hvor mange politiske kommentatorer har vi egentlig brug for?

    Kaare R. Skou og Henning Olsson har begge over 20 år erfaring med politisk journalistik. Henning Olsson er politisk redaktør på DR og formand for Folketingets Presseloge, mens Kaare R. Skou er politisk reporter på TV2. 

    Fyraftensmøde om politisk journalistik, torsdag den 15. maj kl. 18.00.
    Toga Vinstue, St. Kirkestræde 3, 1073 København K.  

    Tilmeld dig hos Kreds 1 senest 13. maj kl. 10.00.
    Tilmelding på kreds1@journalistforbundet.dk – skriv ”Toga” i emnefeltet.
    Kreds 1 byder på forfriskninger og sandwich ved arrangementet.