Nettet – frihed eller mind-kontrol?

Dokumentarist Jakob Gottschau / Foto: Privat

Dokumentarist Jakob Gottschau / Foto: Privat

For ganske få år siden var begejstringen over de sociale medier enorm. De folkelige demonstrationer i Iran i 2009 blev kaldt for Twitter-revolutionen, det arabiske forår i Egypten i 2011 blev sat i gang af en Facebookside, og i Kina fik systemmodstandere et effektivt talerør på Weibo, det kinesiske svar på Facebook. Aktivister over hele kloden fik en ny måde at kommunikere og organisere sig på.

Men begejstringen blev hurtigt udfordret. De åbne platforme blev genstand for overvågning af undertrykkende regimer, og Facebook selv udviklede et lemfældigt forhold til ytringsfrihed og privatliv. Samtidig kom helt nye aktører ind på de sociale medier, da russiske trolde med falske profiler begyndte at sprede usande nyheder i USA og Europa.

Dokumentaristen Jakob Gottschau har været med på hele turen. I de seneste år har han produceret fire film, hvor han har undersøgt om sociale medier er et redskab for demokrati og frigørelse eller for kontrol og magtudøvelse. Han har været i Egypten i 2012 – året efter januar-revolutionen, og i 2013 besøgte han Kina for at udforske den demokratiske debat på Weibo. I 2015 angreb han Facebooks censurpolitik og håndtering af personlige data. Og i hans nyeste film fra 2018 – ’Løgnefabrikken’, fortæller han om den berygtede troldefabrik i St. Petersborg, hvor 3-500 ansatte spreder løgn og falske nyheder i andre lande. Tirsdag den 25. september, viser han klip for Kreds 1 og fortæller om hans rejser ind og ud af de sociale medier.

Spændingen mellem Rusland og Vesten er eskaleret gennem de seneste år, og Rusland har taget et nyt våben i brug i informationskrigen: Russiske ’trolde’, der blandt andet holder til på en fabrik i Skt. Petersborg. Modelfoto: Fotograf Klaus Holsting.

Spændingen mellem Rusland og Vesten er eskaleret gennem de seneste år, og Rusland har taget et nyt våben i brug i informationskrigen: Russiske ’trolde’, der blandt andet holder til på en fabrik i Skt. Petersborg. Modelfoto: Fotograf Klaus Holsting.

Tid & sted:
Tirsdag den 25. september, kl. 17 – 19 hos Kosmopol, Fiolstræde 44 i København.

Læs mere om Jakob Gottschau produktioner her: http://express-tv.dk/.

Onlinetilmelding her.

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse. Frist for afbud er den 18. september. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.