CORONA-AFLYST: Man hjælper da ikke politiet! Etiske dilemmaer i stor kriminalsag

AFLYST grundet Coronavirussens indtog i Danmark.

I 2015 optog journalist Helle Maj og fotograf Jørn Stjerneklar en dansk mands vilde livshistorie på video. Tre dage tilbragte de med danskeren Peter Frederiksen, som var flygtet til Sydafrika fra en våbendom i Danmark. Alt gik fint. Indtil de knap tre måneder senere fandt ud af, at deres snaksomme interviewperson havde udeladt et par væsentlige detaljer i sin historie. Som fx indholdet i hans kummefryser.

Og her tager sagen en helt ny drejning for Maj og Stjerneklar. For da sydafrikansk politi fandt 21 poser med kvindelige kønsdele i danskerens gemmer, stod både efterforskerne og Maj og Stjerneklar tilbage med et par store, uafklarede spørgsmål: Hvem manglede deres kropsdele – og levede de kvinder endnu? Maj og Stjerneklar valgte at give politiet et tip, som førte til et over to års langt og hemmeligt samarbejde om opklaringen af danskerens forbrydelser. Samtidig arbejdede de – også i al hemmelig – med DR om en stor produktion, nemlig den senere prisvindende tv-serie “Hvid Mands Dagbog”. Hvordan kunne de få det til at hænge sammen rent etisk?

Udover at fortælle om de etiske overvejelser viser Maj og Stjerneklar aldrig viste klip fra deres arbejde og fortæller nogle af de mere bizarre oplevelser med historien.

Profil Helle Maj og Jørn Stjerneklar:
Helle Maj (f.1963) er uddannet på DJH i 1988. Hun er forfatter til bøgerne ‘Den storte enke’ og ‘Tækkemanden’.  Jørn Stjerneklar (f. 1957) er autodidakt fotograf, tv- og radiomand. Han blev kåret som Årets tv-fotograf ved ÅP i 2009 for sin dokumentar om folkedrabet i Rwanda. I 2011 fik han Timbuktu-prisen. Parret stiftede i 1989 freelancebureauet Mayday Press. De har siden 1992 boet og arbejdet sammen i Afrika (med bopæl i Kenya og i dag Sydafrika) dog med en enkelt afstikker til USA i tre år. De producerer på alle platforme.

Helle Maj og Jørn Stjerneklar / Foto: Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Helle Maj og Jørn Stjerneklar / Foto: Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Lyt evt. til podcasten “I en danskers blodspor”.

Tid og sted:
AFLYST grundet Coronavirussens indtog i Danmark.